Hvidovre IF er tilbage i den bedste række efter 25 år. Det er sensationelt, at Hvidovre IF er tilbage i Superligaen. For to et halvt år siden stod jeg på en stabel paller på en blokvogn og så Hvidovre IF tabe 2-1 til Skive IK i den næstbedste række. Det var december måned. Temperaturen var omkring nulpunktet. Nedrykningsspøgelset truede. Vognen var placeret op ad rækværket bag den ene endetribune på stadion i Hvidovre, og ved siden af mig stod Hvidovres sportschef Peter Lassen. Han havde været lovlig åbenhjertig overfor en dommer i en af de foregående kampe, og derfor havde han karantæne fra selve stadion. Men kampen SKULLE han se. Jeg gjorde ham selskab, for Lassen er min ven. Efter kampen vandrede vi rundt om stadion om til hans kontor under hovedtribunen. Nedslåede. Nu er det pludselig ikke længere så tungt at være Lassen og Hvidovre IF, for stik mod mange odds er den gamle storklub rykket op i Superligaen for første gang i mere end 25 år. Hvidovre var på fransk visit i den bedste række i 1996/97 og blev helflugtet ud af Superligaen. Siden har den gamle storklub været meget igennem og blandt andet haft så tvivlsom en økonomi, at klubbens veteranklub, de såkaldte Kæmper, i en årrække var navnesponsor på stadion. Det lød godt med Kæmpernes Arena, men navnet dækkede også over, at ingen andre gad betale for reklamepladsen. I dag hedder stadion Pro Ventilation Arena. Knap så poetisk. Men givetvis mere indbringende. Det giver masser af mening at tale om, at Kæmperne er tilbage, for Hvidovre IF er en gigant i dansk fodbold. Det er vigtigt at forstå, når vi nu sammenligner klubbens præstation med de øvrige sensationelle oprykninger i de seneste 10 år. Hobro IK, Vendsyssel FF og FC Helsingør. Ingen af disse klubber har nær den samme klang som Hvidovre i den danske fodboldhistorie. Hvidovre IF har såmænd vundet tre danske mesterskaber, vundet den mest målrige pokalfinale nogensinde med 5-3 over Lyngby og spillet mod både Real Madrid og Juventus i Europa Cup’en. Tilmed bar klubbens spillere i en lang epoke den mest ikoniske trøjereklame i dansk fodbold. Yankie Bar. Hva’be’har. Udødeliggjort af spillere som Hans Aabech, Michael Christensen, Sten Ziegler og Michael Manniche. Og ikke mindst af skuespiller Lars Kaalund i den danske succesfilm ”Italiensk for begyndere”. Kaalund spiller rollen som Hal-Finn, der regerer med hård hånd i cafeteriet på Hvidovre Stadion. De bedste fortællinger om Hvidovre IF finder man tilbage i tresserne. Lang tiden siden, siger du måske. Ja, men det er sørme stadig de skuldre, vi står på. Dengang blev Hvidovre IF den første danske fodboldklub, der som sådan profiterede af en samfundsudvikling. Nemlig den exodus af mennesker, der efter 2. verdenskrig fraflyttede de små lejligheder inde i København for at få bedre levevilkår i forstæderne. Træk-og-slip, grønne områder, flere kvadratmeter. Folkevandringen medførte en befolkningseksplosion på vestegnen, og mange af de små drenge blev til dygtige fodboldspillere. Da Hvidovre IF blev danske mestre i 1967 havde 10 (!) af spillerne været i klubben som lilleputter. En af undtagelserne var målmand Jørgen Henriksen. Han kom til klubben fra Dalgas og blev den direkte årsag til den vidunderlige historie om John Worbye, der havde haft pladsen i Hvidovres mål på vej op gennem divisionerne.